De Journalistiske værdier FINT

Herunder følger en argumentation for, hvorfor der er brug for nyt, og hvad et af svarene på en ny definiton kan være.

Gennem de sidste årtiers kamp om klikkene, konstante nedskæringer og jagt på annoncører, har journalistikken fjernet sig fra dem, den skulle være en del af og være der for; — læserne, lytterne, seerne — eller bare borgerne. Dem, der lever i vores demokrati. 27 procent af danskerne bruger i dag avisen til at orientere sig om samfundet. Det er et fald fra 49 procent i 2013 ifølge Reuters Institute for Journalism’s årlige Digital News report. Ethvert demokratisk samfund lever af og med en fri presse. Stadig flere steder i den vestlige demokratiske verden er den sammenhæng dog i dag stærkt under pres. I USA meldes om stærk stigning i antallet af communities uden uafhængig journalistisk dækning. Men det er ikke kun der, de såkaldte nyhedsørkenerne vokser frem, også i Europa er problemet stærkt stigende. I disse år meldes der blandt andet om, at hver fjerde svenske kommune er uden en lokal dækning. Selvom det endnu ikke står helt så slemt til i Danmark, er der umiddelbart ikke noget, der peger i retning af, at den udvikling retter sig af sig selv. Derfor er det nu særligt afgørende, at den journalistik, vi producerer i de frie og uafhængige medier, viser vejen, og lever op til demokratiets behov for en fjerde statsmagt. Men siden helt tilbage i 1883 har vi uddannet i og efterspurgt journalistik, der peger på problemer frem for løsninger. P.J. Reuters, der er kendt som manden, der startede Reuters Nyhedsbureau, sendte i 1883 en definition på den gode historie ud til sine ansatte.

Han bad sine reportere om at rapportere til ham, hvis de oplevede ild, eksplosioner, oversvømmelser osv. — Altså historier, der fokuserede på alt det, der ikke virker. På alt det negative. I 1964 udgave to norske forskere Galtung og Ruge resultaterne fra et studie, der så nærmere på, hvad der skulle til, før en begivenhed blev til en journalistisk historie. Og her stod det klart, at det tungestvejende kriterie, der skulle være tilstede, hvis noget skulle i medierne, var negativitet. — Altså “en dårlig historie er en god historie”

Selve introduktionen til hele artiklen understreger, at de vil diskutere “the problem of factors influencing the flow of news”, men i stedet for at se artiklen som den advarsel, den var ment som, er den gennem mange år blevet brugt som en vejviser for, hvad man skulle gøre, hvis man ville på forsiden, eller blot finde vej gennem mediernes eller nyhedsredaktørens nåleøje. Konklusionen på Galtung og Ruges forskning er sidenhen blevet kogt ned til fem kriterier, som vi underviser efter på de fleste af den vestlige verdens journalistuddannelser: Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. — Fem kriterier, der opfordrer til journalistik, der er ekstrem, hurtig, unuanceret og konfliktfyldt. Jeg har selv for ikke meget mere end fem år siden undervist efter de selvsamme kriterier på journalistuddannelsen på SDU. Heldigvis er der sket meget de seneste år, og kriterierne får modspil mange steder. Blandt andet på SDU, hvor studieleder og professor Peter Bro selv forsker i netop den del. Og det samme gør sig gældende mange andre steder. Men det ændrer endnu ikke på, at AVISK stadig danner rammen for rigtig meget af den journalistik, vi publicerer i dag. Kun ganske få har nemlig indtil nu for alvor taget de to forskeres advarsler alvorligt. Allerede da de udgav deres resultater, advarede de nemlig imod at fortsætte med at prioritere efter særligt konflikt og sensation som styrende kriterier. De forudså, at journalistikken ville fokusere overdrevent på enkeltsager og misse perspektivet, fremhæve kendisser og overse almindelige mennesker samt, at vi ville få et overdrevent negativt indtryk af udviklingen i verden, hvis vi fortsatte ad den vej. Desværre gik det siden præcis, som de to forskere forudså. Vi fokuserer på konflikter, enkeltsager og kendte i en sådan grad, at journalistikken er i fare for at miste sin rolle som den fjerde statsmagt og sit stempel som verdens vigtigste fag. Tilliden til medier er dalende over hele verden og oplevelsen af, at journalistikken er af så høj relevans, at den er penge værd, er under stærkt pres. Og spørger du mennesker, der ikke længere følger nyhedsmedier og journalistik, hvorfor de har vendt sig væk, er det helt overvejende svar, at det er fordi, de bliver i dårligt humør.

Men vælger vi at gentænke journalistikkens rolle - at gøre op med de negative bias og den overdrevne skarpvinklede historie i jagten på de hurtige læsere, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan tilbageerobre journalistikkens plads, hvor den hører til.

Hvis vi i stedet for at fokusere på, hvad der rammer flest og hårdest, styrer efter, hvad godt det gør, når vi dækker en historie, kan journalistikken blive noget, der er afgørende for, at folk kan leve bedst mulige liv. Jeg mener, vi skal udvikle journalistikken, så den starter og slutter i løsningernes rum, hvor vi spørger os selv og hinanden, hvad godt det gør. -Hvad meningen er med journalistikken.

Den konstruktive journalistik er et andet bud på en måde at definere en god historie. I stedet for de nuværende kriterier, mener jeg, vi skal se på, hvordan vi kan skabe og understøtte Fællesskaber, Inspirere borgerne til at deltage aktivt i samfundet, at få Nuancerne med, når vi ser på et problem, så det ikke fremstilles sensationelt i sort og hvidt, og at vi med vores journalistik skaber Tillid. Tillid til medierne og institutionerne i vores samfund, men ikke mindst skaber tillid mellem mennesker, der lever forskellige liv. Mennesker, der ikke forstår hinandens valg. Jeg kalder det nye sæt kriterier for FINT, og det kommer af: Fællesskab, Inspiration, Nuancer og Tillid. Det er kriterier, der fokuserer på meningen med journalistikken og medierne frem for på adgangen til medierne. Hvis vi med journalistikken kan understøtte fællesskaber, inspirere, vise nuancer og skabe tillid i samfundet, er det min påstand, at vi kan generobre titlen som den fjerde statsmagt. En rolle som både samfundet som institution, medierne, journalistikken og borgerne efter min mening vil vinde stærkt på.

I min optik er der ikke et enkelt svar på, hvor fremtidens journalistik skal udvikle sig hen, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis vi skal opleve fremgang som branche, både når det gælder gennemslagskraft og økonomi, er det helt afgørende, at vi bliver opfattet som relevante og som medspillere i en stadigt mere kompliceret verden. Og det gør vi ikke ved at tage rollen som dem, der står og peger fingre. Der er brug for journalistik, der går forrest i jagten på at give folk demokratisk selvtillid. Det vil sige; give folk en følelse af, at de har indflydelse på deres eget liv. At de rent faktisk kan gøre en forskel i det samfund, de er en del af. At det nytter noget at tage et ansvar. Det mener jeg, vi kan hjælpe med, hvis vi arbejder ud fra FINT — kriterierne. Her efterlader vi ikke folk apatiske og i dårligt humør, som Reuters-rapporten beskrevet tidligere i denne artikel viser, er den vigtigste enkeltstående årsag til, at folk vælger journalistik fra. Lykkes vi med at lave journalistik ud fra FINT-kriterierne, efterlader vi folk med en følelse af at høre til i et fællesskab — og derfor have mere lyst til at engagere sig aktivt i det. Hvis vi inspirerer dem med eksempler på, hvordan andre har løst lignende problemer, som dem, de selv oplever, vil det i stedet for en følelse af apati kunne give en følelse af, at hvis de kan, så kan vi også. Og når vi i stedet for blot at vise ekstremerne/sensationerne i stedet taget nuancerne med, giver det en oplevelse af, at det hele ikke en meningsløst, men relevant. Der er ganske få mennesker, der lever deres liv ekstremt, så genkendelsen af sensations-historierne indbyder ikke til genkendelse. Det gør de nuancerede historier til gengæld. Og får vi det sidste kriterie med, nemlig tillid, så lykkes vi med at understøtte noget af det, der beskrives som årsagen til ikke bare den generelle danske velstand, men også at vi år efter år kåres som et af verdens lykkeligste lande. Det forskerne kalder “den sociale tillid” er den mest afgørende enkeltstående årsag til danskernes lykkefølelse. “Den sociale tillid” kan oversættes til “tillid til dem, vi ikke kender”. Hvis vi med journalistikken i stedet for at arbejde ud fra modellen “dem og os” blot ser på historierne gennem brillerne med “os”, så kan vi vise de tin g, vi har til fælles på trods af forskellene, og hermed skabe tillid frem for angst for det vi ikke kender.

Og bare lige for, at være sikker på, at FINT ikke bliver opfattet som sødsuppe-journalistik med angst for problemer, kommer følgende understregning lige med: Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke er kristiske eller ikke ser på problemerne. Men vi nøjes ikke med det. Og nej, det er heller ikke propaganda-journalistik. Meningen med denne type journalistik er heller ikke, at vise den rigtige løsning på et aktuelt problem, men at vise, at der findes løsninger, og at det er muligt at gøre noget, hvis man vil. Hvilken løsning, er naturligvis op tl den enkelte at beslutte. Jeg mener, man kan definere den konstruktive journalistik ud fra følgende sætning: Den konstruktive journalistik, er journalistik, der kritisk og perspektiverende inspirerer til mulige løsninger på aktuelle problemer. I den konstruktive journalistik fortæller vi, hvad der er sket. Vi undersøger, hvordan det kunne ske, og hvem der er ansvarlige. Og så tilføjer vi det næste element, nemlig spørgsmålet om, hvad man kan gøre ved det. Hvordan andre tidligere er kommet igennem lignende situationer. Og vi faciliterer løsningsorienterede samtaler mellem mennesker, der er påvirkede af situationen.